Alabadoster - og andre dyresange for børn
Læs, syng, rock, lyt og kig med Sebastian Klein.Når man ser en børne-cd med musik til de kære små, så forventer man det værste.
Forventningen går hen imod nogle meget skingre børnesange, der bliver skrålet i et leje, der er til at få hovedpine af.
Men sådan var det måske bare, da vi selv var børn?
Eller også er "Alabadoster - og andre dyresange for børn" bare en super lækker undtagelse!
Syng, dans og rock!
"Alabadoster - og andre dyresange for børn" er primært en bog med mange fine illustrationer og dejlige børnesange, hvoraf man kender de fleste.
Men med bogen følger også en cd, der er indsunget af Sebastian Klein på den mest fantastiske, rockede måde!
Det er børnesange, som både forældre og børn kan rocke med til, og så kan man kigge i bogen sammen og finde ud af, hvad der synges på cd'en.
Sangene er allerede blevet danset vildt til i vores stue mange gange - og der er blevet danset, er der!
"Alabadoster - og andre dyresange for børn" er skrevet af Bente Bech og udkommet fra Carlsen den 3. oktober 2011.