Du ved bedst!
Du kan lige så godt vænne dig til det: Alle har et godt råd til den kommende eller nybagte familie.Det vælter ind med informationer, gode råd og advarsler, når man er kommende eller nybagt familie. Men hvad er skidt og kanel?
Du skal da ikke købe den der barnevogn, for den vogn, vi har, er meget bedre! I skal altså huske at købe en kravlegård, for det kan man ikke være foruden! Du skal virkeligt overveje at insistere på kejsersnit, fordi eller kan du risikere... Bla bla bla...
Gode (og uden tvivl velmente) råd er der mange af, når man står og skal være forældre, eller lige har fået den lille guldklump.
Det er derfor også nemt at blive forvirret, fordi den ene jo synes, at netop det og det er vigtigt, mens den anden siger noget helt andet. Så what to do?
De perfekte forældre
Der er jo ingen tvivl om, at de, der allerede er forældre, har nogle erfaringer, som man kan drage stor nytte af. Men er det altid det rigtige for dig at gøre, som svigermor, veninden eller kollegaen foreslår?
Det er vigtigt at holde sig for øje, at der for det første sker nyt på "baby-området" hele tiden! For blot år tilbage skulle nyfødte eksempelvis sove på maven. Det skal de absolut ikke længere!
Herudover vil vi jo alle gerne være de perfekte forældre. Og derfor har svigermor, veninden og kollegaen naturligvis selv gjort alt rigtigt hele vejen igennem. Dermed vil de også gerne formidle deres helt rigtige og 100 % sande viden til dem, der endnu ikke har prøvet det før - det vil sige dig!
Så... Lyt til rådene og tag dem med dig undervejs. Men husk: Du ved bedst! Og så kan din jordemoder og det øvrige personale på hospitalet nok også hjælpe dig lidt på vej.