Guide til parabener
Hvad er parabener, og hvilke skal du holde øje med?
Som kommende eller nybagt mor hører man konstant om parabener, men de færreste af os ved egentlig, hvad det er. Vi ved bare, at det ikke nødvendigvis er godt, og at vi bør holde os fra dem.
Her er Babyinfo.dk's guide til parabener, så du er bedre klædt på til et aktivt til- eller fravalg.
Parabener, allergi og drengebørn
Når du køber hudplejeprodukter og makeup, er der brug for konserveringsmidler i disse. Det er der for, at dine produkter kan holde sig og for, at du kan undgå eksempelvis allergi og bakterier på huden, som giver hudsygdomme.
Parabener har i den forbindelse været det konserveringsmiddel, som oftest er blevet brugt gennem de seneste mange år.
Men med tiden har man fundet ud af, at parabener kan være hormonforstyrrende - hvilket specielt er et problem for os kvinder, som venter eller føder drengebørn. Af en eller anden årsag er drengene nemlig specielt udsatte for hormonforstyrrende stoffer, og parabener kan altså have indflydelse på, om din lille dreng senere i livet kan forplante sig.
De mistænkelige parabener
Der er således nogle parabener, der kan være hormonforstyrrende. Men det betyder ikke, at de ikke fortsat må bruges.
Producenter af makeup og hudplejeprodukter skal blot skrive i deres indholdsdeklarationer, hvilke parabener der er i produktet.
På den måde kan du som forbruger selv afgøre, om du vil købe produktet og dermed parabenerne, eller om du hellere vil være fri.
Men for at du kan fravælge dem, er det naturligvis en forudsætning, at du ved, hvilke parabener der er mistænkte for at være skadelige.
Så her er listen over parabener, som du bør fravælge:
- Propylparaben
- Isopropylparaben
- Isolbutylparaben
- Butylparaben
De to "sikre" parabener
Mange af skønhedsproducenterne har allerede valgt at fjerne parabenerne fra deres produkter og har dermed konserveret deres produkter på andre måder.
Eksempelvis kan de have valgt de to parabener, som (indtil andet er bevist) er sikre at bruge:
- Ethylparaben
- Methylparaben
Dog har der været tale om andre bivirkninger af disse.
Alternative former for konservering
Der findes alternativer til parabener, men de er ikke lige så sikre at anvende som parabener, som er virkeligt gennemtestede.
Og de alternative konserveringsmidler kan give helt andre problemer, når du eksempelvis skal opbevare din dyrt købte ansigtscreme.
Herudover kan der være fare for allergi.
Og brugen af parabener eller ej er helt op til dig selv. Men nu håber vi, du er bare en tand bedre klædt på til at tage stilling.