Barbapapa
De klassiske fortællinger genudgives.
Husker du Barbapapa fra din egen barndom? Det gør du garanteret. For Barbapapa-familien har intet mindre end 40 år på bagen.
Men derfor er de store, farverige og meget sjove figurer stadig populære og elskede blandt børn.
Og nu udkommer seks af de helt klassiske fortællinger endnu engang.
"Parbapapa!"
Det fransk-amerikanske par Annette Tison og Talus Taylor står bag de berømte Barbapapa-figurer, der kan lave sig om i alle tænkelige former, og som stadig er lige så populære i dag som for 40 år siden.
Jeg behøvede i hvert tilfælde slet ikke introducere min lille søn for bøgerne. Han løb direkte hen til dem og råbte: "Parbapapa!"
Og han begyndte straks at blade, læse og pege.
Med sine 40 sider er bøgerne også perfekte til godnathistorier. Og selv de mindste kan være med, når der fortælles om, at Barbapapa skal finde en mage i Barbamama, om at redde dyr fra jægere (og pelsjægere) og andre måske lidt komplekse ting, der dog fotælles på en måde, så selv helt små børn synes, historierne er underholdende.
Og jeg indrømmer blankt, at jeg selv slugte hver og en som et gensyn med en god ven!
Tegningerne er da også, som vanligt, virkeligt fine, og formatet på bøgerne er skønt!
De seks genudgivelser er:
Barbapapa
Barbapapa redder dyrene
Barbapapas ferie
Barbapapas hus
Barbapapas skole
Barbapapas rejse
De seks Barbapapa-klassikere er skrevet af Annette Tison og Talus Taylor, udgivet af Politikens Forlag og koster 100 kr./stk.
I 2013 følger yderligere fire udgivelser af de klassiske Barbapapa-historier.
